Skibby IK får 20.000 af Tuborgfondet

Foto: Martine Bentsen

Tuborgfondet gav fredag den 9. januar 20.000 kr. til Skibby IK. Formanden for idrætsklubben Henrik Forsberg og Gert Peglau, der er med i klubbens støtteforening og manden, der havde søgt om pengene, var begge glade for donationen. Pengene var på forhånd afsat til en storskærm og en projektor. "På et tidspunkt startede vi med at se landskampe i klubhuset, og hver gang samler det 20 til 30 mennesker og derfor har vi haft lejet en projektor, men det koster 1.500 kr. per gang. Med vores egen projekter og storskærm kan vi forhåbentligt få gang i endnu flere aktiviteter, fx. computerspilaftener for de unge og måske kan man samles om at se Melodi Grand Prix," siger Henrik Forsberg. Han understreger, at man vil forsøge at starte et ungdomsudvalg op, der kan arrangere for eksempel klubmesterskaber indenfor forskellige computerspil. "Det handler i høj grad om at få det sociale op at køre, og om vinteren er der især behov for at kunne tilbyde indendørs arrangementer," siger Henrik Forsberg. Skibby IK har ifølge Henrik Forsberg ca. 300 brugere. Det er andet år, han er formand, og der er valg til februar, hvor Henrik Forsberg regner med at stille op igen.