Sigmas unge suveræne

Svømmeklubbens friske flyvefisk delte øretæver ud ved ÅC

Foto: Lars Olrik

SVØMNING

Kvik Årgangscup i Kastrup bød både på masser af medaljer, personlige rekorder og kvalifikation til de danske årgangsmesterskaber for Sigma.

Martin Weberg og Caroline Oxholm kvalificerede sig begge til mesterskaberne i 200 meter bryst, mens My Olander indløste billet for ældste gruppe med overbevisende svømning i 50 og 200 meter fri samt i 100 meter medley.

Blandt medaljetagerne var Jonas Olzcyk, der imponerede ved at vinde guld i alle de discipliner, han deltog i.

Han sejrede blandt andet i 50 meter bryst, hvor han på 2. pladsen fik følgeskab af Kristian Langæble Pedersen, som også deltog i flere finaler.

Jonas satte Sigma årgang 2 rekord i 50 meter fri og 50 meter bryst, førstnævnte i så fin en tid, at han også kvalificerede sig til de danske juniormesterskaber i i juli.

Julie Aglund Lauridsen blev også flerdobbelt medaljetager, blandt andet med guld i 100 meter ryg. I 100 meter ryg var der hele tre Sigmasvømmere med i finalen, da Stephanie Hansen og Isabella Hansen havde kvalificeret sig sammen med Julie.

Hos drengene havde Kasper Sveistrup Holck svømmet sig til finalen i samme disciplin og beviste dermed, at de flotte placeringer, han opnåede ved Danske Bank Cup i april, ikke var nogen tilfældighed.

Tone Laksafoss-Sparre røg også i flere finaler og satte kronen på værket ved at tage bronze i 50 meter fri, mens Line Egerod Lund og My Olander på distancen svømmede sig i finalen sammen med Mette Haagen Larsen, der svømmede sig til en sølv som en blandt flere medaljer.

Mette satte desuden Sigma årgang 2 rekord i 50 og 100 meter fri.

Julie Schmidt kvalificerede sig til finalen i både 50 og 100 meter butterfly og nappede bronze i førstnævnte.

Kasper Holkjær svømmede sig til bronze i 200 meter ryg med en personlig rekord på fem sekunder og snuppede ligeledes en bronze i 200 meter butterfly med endnu en personrekord, der kvalificerede ham til de danske juniormesterskaber.

Luna Lüchau Jensen opnåede en 4. plads i 200 meter butterfly, mens Julie Schmidt kom ind på 5. pladsen.

Kristian Seehhuusen Juhl og Asger Schäfer svømmede begge 200 meter butterfly, hvilket er flot i betragtning af, at knægtene bare er 10 og 11 år gamle.

Andreas Schiellerup fejede al konkurrence af banen i 50 meter ryg og svømmede sig desuden til finalen i 100 meter fri, hvor han endte lige uden for medaljerækken.

Frederik Gustafsson kæmpede sig i flere finaler, heriblandt 50 meter ryg, mens Morten Lundsgaard Lange tog bronze i 200 meter ryg.

Katrine Baht-Hagen blev overlegen vinder af såvel 100 som 200 meter bryst og udvidede endda medaljehøsten med en bronze i 100 meter medley.

Tiden i 100 meter bryst var også god nok til at være ny Birkerød årgang 1 rekord.

Robin Thorsen fik bronze i 200 meter bryst, mens Sara Fogh Myrup i samme disciplin svømmede sig til en 5. plads hos pigerne.

Emilia Lüders havde et fint stævne med finaledeltagelse og medaljer i fire løb: Guld i 50 meter fri og 100 meter medley samt bronze i 100 meter ryg og 100 meter fri.

Kristin Blach Petersen kvalificerede sig til finalen i 50 meter ryg, mens Casper S. Korch svømmede en flot, personlig rekord hjem i 50 meter fri med næsten et helt sekund og endnu en af slagsen med 8/10 i 100 meter fri.

Anton Ørskov Ipsen svømmede sig til de danske årgangsmesterskaber i 100 meter butterfly med en personlig rekord på over et sekund, mens klubkammeraten Markus Emil Jacobsen hentede flere personlige rekorder i blandt andet 50 meter ryg, 50 meter fri og 50 meter bryst, hvor forbedringen i alle tilfælde var på over et sekund.

Mette Petersen svømmede personlige rekorder hjem i samtlige sine løb, hvilket også gjorde sig gældende for Emilie M. Riisberg og Mathilde Schmidt.

Nicoline M. Riisberg, Bjarke Schäfer og Lise-Lotte Larsen Bentin fuldendte en flot Sigmaindsats ved også at svømme personbedste i flere af deres løb.