Robert Gertsen: Flot start må ikke blive en sovepude

På forhånd var Køge Håndbolds bedste herrehold i 2. Division, Pulje 3, udråbt som en af de hotte kandidater til en Top 3 placering.

Holdet har til fulde levet op til forventningerne. Efter tre spillerunder topper Køge nemlig rækken med seks points for tre flotte sejre og en målscore på plus 29.

Senest gik det ud over Næstved/Herlufsholm, der hjemme i Herlufsholm Idrætscenter blev besejret med hele 31-15 efter Køge-føring på 14-6 ved pausen.

Køgenserne satte sig på begivenhederne straks fra første dommerfløjt og efter 10 minutter havde holdet bragt sig foran 7-1, og så sig aldrig siden tilbage.

"En fin indsats og vores start på sæsonen kan vi kun være fuldt ud tilfredse med. Men det må ikke gå hen og blive en sovepude. Vi skal til hver eneste opgave være fuldt koncentrerede og være til stede, og spille det spil vi kan. Det er en ny kamp hver gang. Og vi er aldrig bedre end den seneste præstation. Træerne vokser ikke ind i himlen", advarer cheftræner Robert Gertsen.

Køges næste opgave er lørdag den 14. oktober kl. 15.00 i Køge-hallen, hvor modstanderen er Team Sydhavsøerne 2, der er kommet fra start med en sejr og et nederlag.

Her håber Robert Gertsen at mange lokale håndboldfans vil møde frem for at se det talentfulde Køge-mandskab i aktion. Det er sæsonens første kamp i Køge-hallen efter premierekampen i Rishøj Idrætscenter og to udekampe i træk.

"Jeg håber og tror fuldt ud på, at vi kan leve op til forventningerne og sætte to nye points ind på kontoen - forhåbentlig foran et talstærkt publikum", siger en optimistisk Køge-træner.

Også Køges andethold i Kvalifikationsrækken fik to points ind på tavlen i weekenden. På hjemmebane i Rishøj Idrætscenter vandt Køge lokalopgøret mod Bjæverskov/Jersie med 27-26 efter en intens og spændende kamp. Det var Køges første sejr i sæsonen.

Køges bedste damehold i Kvalifikationsrækken havde også besøg af Bjæverskov/Jersie. Her løb gæsterne med sejren på 27-21.