Riis-krise gavner dansk talentudvikling

Økonomiske kvaler tvinger Bjarne Riis til at satse på danske talenter, og det kan betyde gennembruddet for flere ryttere, vurderer landstræneren.

Bjarne Riis mister en række stærke ryttere forud for den kommende sæson, og Team Saxo Banks holdejer har ikke pengene til at købe nye for, efter han mistede IT Factory som sponsor på grund af virksomhedens konkurs. Men det, der umiddelbart ligner en sportslig nedtur for det danske hold, kan vise sig at være guld værd for dansk cykling som helhed.

Væk er udlændinge som Kurt Asle Arvesen, Jurgen Van Goolen, Matthew Goss og Karsten Kroon, der har kørt store løb enten som kaptajn eller hjælper for brødrene Schleck eller Fabian Cancellara. Deres roller skal fyldes ud af ryttere længere nede i hierarkiet, typisk danske.

– Det kan helt klart betyde en sportslig optur for dansk cykling. Vi har jo altid været glade for, at der var et stort dansk cykelhold. Men vi har heller ikke lagt skjul på, at der er mange gode udlændinge på holdet, som nogle gange måske har forhindret nogle danske talenter i at tage det sidste hop. Nu er der en gylden mulighed for de danske ryttere for at tage et skridt op, siger landstræner Lars Bonde.

Han peger på Alex Rasmussen, Michael Mørkøv, Anders Lund, Kasper Klostergaard og André Steensen som ryttere, der næste år kan få glæde af den slankere trup. De får pludselig chancen i løb, som de i år kun har kunnet drømme om.