Rift om tidligere Netto-lokale på Værløse Bymidte

Foto: Martin Warming

Der er stor interesse for det butikslokale på Værløse Bymidte, der indtil fornylig husede supermarkedet Netto.

Det fortæller Torkild Bang Jensen, der er afdelingschef i Nordea Ejendomme, der ejer bygningen.

"Der har været stor interesse for lejemålet, og lige nu er der fire mulige emner. Jeg regner med, at lokalet er lejet ud i det tidlige efterår", fortæller afdelingschefen til Furesø Avis.

Han vil dog ikke løfte sløret for, hvilke fire mulige nye lejere, der er tale om – og om der eventuelt rykker et andet supermarked ind i lokalet.

Netto lukkede sin butik i gågaden på Værløse Bymidte i forbindelse med åbningen af den nye Netto på hjørnet af Kirke Værløsevej og Læssevej.