Historien om "Dunkan" er historien om forlis og velvilje. Det er også historien om velvilje, der blev til modvilje.
Her i sommer – seks år efter, at vi i Kalundborg første gang hørte om og så Dunkan – er det historien om en rustbunke, som det er værd at kippe med flaget for. Fordi den forsvinder ud af syne.
Man kan påstå, at det var en nærmest uforglemmelig oplevelse, man fik i nogle sommerdage for seks år siden i Kirkebugten ved Røsnæs, da den gamle russiske floddamper stødte på grund.
Kort efter blev den hevet flot, men sank. Året efter blev vraget bjærget fra havbunden.
Fra første minut strømmede velviljen skipper Valentin Syromiatkinov i møde. Lige efter forliset bød han inde på strandbredden på stegte pølser. Han gik lige ind i folks hjerter og formåede gennem måneder at få sine omgivelser i Kalundborg til stort set alt: Assistance, husly, mad, gode råd, penge.
Der blev dannet en forening med henblik på at få Dunkan sat i stand. Der blev udviklet planer for brugen af den restaurerede damper, der engang i en fjern, fjern fortid var ammunitionsskib. Der blev banket rust. Der blev forsøgt sat i stand, men undervejs kammede skipper Syromiatkinov over og begyndte at optræde både rethaverisk og overskruet. Han satte om ikke al, så næsten al sympati til og stod til sidst næsten alene tilbage med troen på, at det nogensinde skulle lykkes at få Dunkan gjort sødygtig. Tydeligvis en mand, som i et vist omfang nok forstod sig på søkort, men ikke kunne holde kursen på land.
En sag mod bjærgningsselskabet blev godt nok ført til sejr af den russiske kaptajn, men magien omkring ham og hans skib var i blæst væk.
Tilbage til det med den uforglemmlige oplevelse: Dunkan er på vej ud i glemselen i Kalundborg, og dog. Skibet tegner sig for et stykke lokal søfartshistorie, der vil blive husket af mange. Det har indskrevet sig som et kapitel søfartsromantik og -dramatik.
Savnet vil vraget ikke blive. Der er grund til at ønske både Kalundborg, der slipper for rustbunken, og Stralsund, der ser muligheder i den på et teknisk museum, til lykke. Skulle nogen i Kalundborg få lyst at se Dunkan i nye omgivelser, er der faktisk ikke ret langt til Stralsund, som byder på mange fine oplevelser. Er det søfart, man vil studere, kan man her støde på den enorme og flotte tremastede bark "Gorch Foch", 293 fod lang, hvis ellers skibet, hjemmehørende i den gamle Hanse-stad, ikke sejler verdenshavene tynde.
Meget sejlads vil der næppe være i Dunkan. Men når skibet – på en blokvogn – forlader Kalundborg, vil det alligevel for første gang i seks år være på rette kurs.
-cs.
