Fem ud af syv kampe ramte vi i sidste uge. Det er en hitrate på 71 procent, og det er vi ganske fornøjede over.
At Løve-Høngs mænd skulle tabe hjemme til bundproppen Faxe kom fuldstændig bag på os. Men det nytter ikke noget at føre indtil tre minutter før tid, som Løve-Høng gjorde, når man ender med at tabe med to mål.
Lige så overraskede blev vi over, at Lammefjordens tophold i kvindernes kvalifikationsrække gled mod bundproppen Hvidovre. Men med træner Michael Grøhns ord, så havde holdet ikke fortjent point med den præstation, det leverede.
Nå. Vi håber, at alle lokale hold leverer varen i den kommende weekend, der er den sidste håndboldrunde på denne side af nytår.
3. division mænd
Lammefjorden-Kerteminde 1
Lammefjorden har været meget svingende, men holdet har ikke fået de point, som topniveauet burde give dem. Holdet bør ligge mindst et par pladser højere i tabellen, og så vil de ligge side om side med Kerteminde. Fynboerne er åbenbart som nat og dag hjemme og ude. Syv af holdet ni point er hentet hjemme på Fyn. Derfor tror vi, at Lammefjorden vil slutte halvsæsonen godt af på hjemmebanen i Hørve med en sejr.
Korsør/Tårnborg-Jernløse 2
Jernløse bør ikke få problemer mod andre end topholdene. Og med udsigt til at kunne holde jjul og nytår på førstepladsen tror vi ikke, at spillerne dummer sig. Godt nok er hjemeholdet et andethold, der kan få spillere ned oppefra, men det er reelt Jernløse selv, der skal dumme sig, hvis det ikke skal blive til sejr her.
Kvalifikationsrækken mænd
Holbæk-NFØ1
Det er godt nok sidste chance for NFØ, hvis de vil hænge på i oprykningsfeltet. Men det tror vi ikke, at de gør. Holbæk er sikker på at holde jul på andenpladsen, men holdet kan endegyldigt distancere NFØ ved at slå dem og samtidig lægge alvorligt pres på de nærmeste forfølgere, hvor to mødes indbyrdes, og den sidste møder topholdet Dianalund/Tersløse, der endnu ikke har sat point til. Holbæk kommer med syv sejre i træk, og vi er ret sikre på, at de tager den ottende.
Team Bjæverskov/Jersie-Løve-Høng2
Det kan både blive en dreng og en pige. Holdene ligger side om side i tabellen langt fra oprykning og i nogenlunde betryggende afstand fra nedrykning.Vinderen gør ihvertfald. Vi mener dog, at Løve-Høng har niveau til mere, end tabellen viser, og Bjæverskov-Jersie er sammen med bundholdet Faxe rækkens dårligste hjemmehold.
3. division kvinder
Holbæk-Dalby 1
Når Holbæk koncentrerer sig, har de niveau til at vinde rækken. Holdet går først på juleferie torsdag i næste uge, når den udsatte kamp mod TMS Ringsted er spillet. Det bliver et direkte opgør om førstepladsen i 3. division, med mindre Holbæk taber, og Ringsted vinder i denne weekend. Det må være motivation nok for Holbæk til at vinde hjemme over Dalby, der ligger i ingenmandsland midt i rækken.
TPI Odense-Løve-Høng1
Der er ikke rigtig nogen måde at bortforklare det på. Løve-Høng har i dette efterår været rækkens dårligste hold, og holdet ligger med nul point for 10 kampe. Der skal både kampgejst, marginaler og formodentlig også forstærkninger til, hvis holdet skal kæmpe sig fri af nedrykning efter nytår. Men denne her kamp, den taber de.
Kvalifikationsrækken kvinder
Lammefjorden-CBS Sport 1
Lammefjorden har noget, der skal rettes op på fra sidste uge. Holdet ligger stadig på andenpladsen, men kun i kraft af holdet smalle sejr over Jernløse i det indbyrdes opgør. Hjemme i Hørve tvivler vi ikke på, at Lammefjorden kan slå CBS, som valgte at melde afbud, da de skulle til Jernløse. Det er holdets to eneste kampe uden for København.
KSI-Jernløse 2
KSI kan melde sig selv ind i oprykningskampen igen, hvis de slår Jernløse. Men det virker som om, toppen er afgjort. VHC/Vidar rykker direkte op, og Jernløse og Lammefjorden skal slås om andenpladsen. Jernløse har da også kun tabt til Jernløse og Lammefjorden, og vi tror ikke på, at KSI er i stand til at tilføje dem endnu et nederlag, selv om de har hjemmebanefordel. Den er nu ikke så stor i Otto Mønsted Hallen, hvor der stort set ikke er plads til tilskuere.