Prøv at gå en lille tur ad St. Karlsmindevej

Jette Rask, Sølager

TRAFIKSIKKERHED Ja – hvis de fartglade, ubetænksomme mennesker, som elsker at gøre det til en sport at køre så hurtigt som muligt imellem chikanerne på St. Karlsmindevej, bliver ved længe nok med at chikanere både beboerne og chikanerne, så er der selvfølgelig politikere, som bøjer sig.

Det er lige som børn der plager deres forældre længe nok og derfor får deres vilje.

Politikere har tendens til at blive bløde i knæene ,når der kommer for mange demonstrationer.

Den dejlige weekend, hvor asfalten var skrabet af imellem Kulhusevej og svinget ved Sølager og det automatisk lavede to bump, da kunne det nok være at folk kunne køre forsigtigt.

I min naivitet troede jeg, at kommunen var ved at lave bump der, og jeg havde allerede skrevet et brev til kommunen for at takke dem.

Jeg kunne godt tænke mig at invitere byrådet på kaffe – måske først til sommer, hvor trafikken er massiv og så gå en lille tur ad St. Karlsmindevej.

Efter at have oplevet vejen med to 'naturlige' bump er det helt klart, at det må være løsningen. Man kan lave bumpene, som de er ved Hundestedhallen, så de arme buschauffører ikke får ondt i ryggen.