Det er allersidste udkald for at angre sine synder, søge frelse og sige farvel til gamle venner.
For Dommedag rammer i aften.
Det mener den kristne fundamentalist og sektleder Harold Camping, som udråber 21. maj til store undergangsdag. Et apokalyptisk jordskælv rammer klokken 18.00 lokal tid i hver af jordens regioner, lyder det.
Den 89-årige prædikant fra guds eget land har haft held med at jage en skræk i livet på stærkt religiøse mennesker, som har kvittet deres jobs og søgt i skjul, skriver AFP.
Camping baserer sin profeti på udspekulerede bibelske beregninger, som fastslår, at dags dato ligger akkurat 7000 år efter Noahs oversvømmelse.
– Biblen er en meget faktuel bog. Når det gælder guds forudsigelser, har det altid indtruffet, siger han.
Ikke overraskende for en dommedagsprofet mener han, at rettroende kommer i himlen, mens alle andre går en knapt så behageligt skæbne i møde.
Den står på fem måneders rædsler med pest, jordskælv, krig og hungersnød, før jorden går endeligt under til oktober.
Dommedagsprofetien har også spredt sig ud over USA's grænser.
I Vietnam gemmer hundredvis af mennesker sig i skovene i den nordvestlige del af landet, forlyder det. Og i den mexicanske by Ciudad Juarez ses kæmpe gadereklamer, som lover, at "Jesus kommer tilbage den 21. maj".
Ifølge Courtney Campbell, professor i religion og kultur på Oregon State University, har dommedagsprofetier kronede dage, når vi nærmer os markante datoskift såsom 1. januar 2000.
Men større kriser i samfundet kan også sætte skub under frygten for armageddon, lyder det.
– Lige nu finder mange naturkatastrofer sted, som gør folk bekymrede. Det gælder både tornadoer i Syden eller jordskælv og tsunamier. USA er netop nu involveret i tre krige, siger han til New York Times.
– Vi er stadig i en periode med økonomisk usikkerhed, tilføjer hun.
Prædikanten Camping har allerede fejlagtigt forudset dommedag én gang tidligere tilbage i 1994.