
Efter to nederlag den seneste uge har britiske medier spekuleret i, om Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær kunne tåle endnu et dårligt resultat og stadig beholde sit job.
Lørdag fik nordmanden så et godt resultat, der måske kan give ham længere snor. Den ellers svære udekamp mod Everton i Premier League blev vundet med 3-1, efter at Everton havde været foran.
Med sejren rykker United op på 13.-pladsen med ti point for syv kampe, mens Everton bliver på femtepladsen med 13 point for otte opgør.
Underholdningsværdien var høj i første halvleg, hvor Everton kom bedst fra start på Goodison Park.
Uniteds Anthony Martial havde netop sparket forbi på en stor chance i feltet, da Everton-keeper Jordan Pickford efter 18 minutter sendte et langt spark op ad banen.
Bolden blev flækket videre til Bernard, der tog bolden til sig uden for feltet og sparkede den i det korte hjørne til 1-0.
Men målet fik ikke den ønskede effekt for hjemmeholdet. Et lille kvarter senere havde to Bruno Fernandes-mål vendt det hele på hovedet.
I det 25. minut sendte Luke Shaw et perfekt indlæg, og Bruno Fernandes kunne time sit løb perfekt og heade udligning ind i målhjørnet.
Otte minutter senere var Fernandes så i den assisterende rolle. Troede man. Han afleverede perfekt ind foran mål til Marcus Rashford, som dog ikke fik ram på bolden med hovedet, og i stedet sejlede Fernandes' indlæg i mål via stolpen.
I anden halvleg var Everton mest nærgående fra start, men United fik den største chance efter et kvarter. På baglinjen tabte keeper Pickford bolden ned til Harry Maguire, der sparkede bolden over mål.
I forsøget på at redde sparkede Pickford Maguire ned, og man kunne undre sig over, at det ikke blev takseret til et straffespark.
Bare et minut senere stemplede Maguire brutalt en modstander i det andet felt, men fordi der var offside, lod dommeren også det passere.
Det var symboler på, at anden halvleg mere blev kendetegnet ved dramatik og hårde tacklinger end poleret fodbold.
Der var dog stadig muligheder i begge ender, men først i det sidste tillægsminut øgede United til 3-1. Bruno Fernandes førte bolden frem i et kontraangreb og serverede for indskiftede Edinson Cavani, der let scorede til 3-1.