Politikere om Ring 5 i Nordsjælland: "Nej tak"

Modstanden var tydelig på vælgermøde i Ninas Naturcafé

ring 5 "Ring 5, nej tak."

Modstanden mod motorvejsprojektet var stor og tydelig, både blandt politikerne i panelet og tilhørerne, da der 8. maj var vælgermøde i Ninas Naturcafé, arrangeret af Foreningen Nej til Ring 5.

I regeringen og DF's trafikudspil for hovedstadsområdet vil man undersøge mulighederne for at lave den sydlige del af Ring 5 fra Køge til Frederikssundsmotorvejen, mens man i den nordlige del vil undersøge mulighederne for at indskrænke transportkorridoren - uden dog helt at ophæve den.

Dét satte sit præg på debatten på vælgermødet, hvor der blev lagt allerstørst afstand til en realisering af den nordlige del af Ring 5.

"Vi er imod Ring 5. Det er lykkedes at få delt projektet op i en sydlig og en nordlig del, hvor vi i nord arbejder på en indskrænkning af korridoren, mens der i syd ses på en mulig realisering. Men vi skal have arealreservationen i nord helt væk," sagde May-Britt Kattrup, Liberal Alliance. Hun erklærede sin støtte til færdiggørelsen af motorvejene til Hillerød og Frederikssund.

Mette Thiesen, Nye Borgerlige, sagde også nej til Ring 5.

"Det gælder både den sydlige og den nordlige del. Vi siger ja til investering i Nordsjælland i form af færdiggørelsen af Hillerødmotorvejen og Frederikssundmotorvejen, men vi skal bevare vores naturværdier," sagde hun.

Christian Poll, Alternativet, kunne heller ikke støtte en realisering af Ring 5: "Vi skal styrke den kollektive trafik. Vi vil ikke være med til at smadre fantastisk natur."

Miki Dam Larsen, Socialdemokratiet, oplyste, at transportkorridoren fylder 10 procent af Allerød Kommunes areal.

"Korridoren griber ind i alt i kommunen. Vi har ventet i over 40 år, men intet er sket. Nu må det være på tide at få ophævet arealreservationen," sagde han.

Mette Abildgaard, Konservative, fremhævede, at transportkorridoren siden oprettelsen i 1973 havde stavnsbundet mange mennesker.

"Korridoren går igennem fantastiske naturområder. Vi har i Folketinget været med til at foreslå, at reservationen ophæves, men DF, S og V svigtede og ville ikke være med. Jeg kæmper fortsat for det - og jeg tror, at de fleste på Christiansborg ved, at den nordlige del af Ring 5 ikke kommer nogensinde," sagde hun.

Trine Torp, SF, mente, at "vi løser ikke trængselsproblemerne i Danmark ved at plastre naturen til med mere asfalt."

Og hun fortsatte: "Ring 5 kører gennem smuk natur og små lokalsamfund - vi er klart modstandere og vil i stedet investere i kollektiv trafik, eksempelvis S-tog på kystbanen."

Martin Lidegaard, Radikale, erklærede sig som stor modstander af Ring 5.

"Vejen løser ikke trængselsproblemerne, det gør effektiv kollektiv transport. Problemet er, at V, S og DF på Christiansborg ikke vil helt af med Ring 5, når det kommer til stykket, som partiets lokale kandidater vil det. Men vi tror og håber stadig på, at Ring 5 ikke bliver til noget," sagde han.

Øjvind Vilsholm, Enhedslisten, var imod Ring 5 af hensyn ikke mindst til miljøet og naturen.

"Men ét er, hvad der bliver lovet i en valgkamp, noget andet hvad der rent faktisk bliver gjort bagefter. Lad os stille forslaget om sige farvel til Ring 5 og fjerne arealreservationen igen efter valget. Vi har ikke brug for mere asfalt, men for kollektiv trafik," sagde han.

Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti, spurgte:

"Hvorfor har eksempelvis Mette Abildgaard og hendes parti ikke gjort noget ved sagen i den tid, de har siddet i regering? Trafikpolitik er ikke partipolitik, det er magt-politik," sagde han og fortsatte:

"Hvis reservationen skal ophæves, bør det ikke være helt uden begrænsninger, for vi må da tænke på at bevare værdierne på arealerne - dét kunne indarbejdes i det forslag, man nu vil stille."

Endelig sagde Anna Libak, Venstre:

"I syd arbejdes der på at undersøge muligheden for Ring 5, i nord er udgangspunktet at indskrænke korridoren. Jeg tror ikke, at motorvejen bygges i nord, men det kunne måske komme på tale i lyset af en eventuel HH forbindelse - jeg ser dog andre løsninger i nord i så fald, eksempelvis udbygning af Ring 6, men ikke til motorvej."