Københavns Politi vil nu gå rettens vej for at få fingre i den lydoptagelse, der angiveligt afslører, hvem der i 2007 lækkede oplysninger til TV2, om at danske jægersoldater var på vej til Irak.
Den omstridte lydfil er optaget af en medarbejder på DR, men her har generaldirektør Kenneth Plummer foreløbigt afvist at udlevere den til politiet med henvisning til mediernes princip om kildebeskyttelse.
– Vi anmoder nu Københavns Byret om en dommerkendelse, der tvinger DR til at udlevere lydfilen, siger politiadvokat Dorrit Borgaard og fortsætter:
– Samtidig vil vi have retten til at pålægge to TV2-medarbejdere at vidne om, hvem der er kilden til oplysningerne, siger hun.
TV2's nyhedschef Michael Dyrby har allerede været afhørt af politi og afvist at oplyse, hvem der er kilden. Dyrby råder TV2-reporter Rasmus Tantholdt til at gøre det samme, når Tantholdt om kort tid skal tale med politiet.
– Jeg har høfligt meddelt politiet, at i henhold til retsplejelovens paragraf 172 har journalister ret til at beskytte deres kilder. Og vil vi udnytte alle vores muligheder for at beskytte vores kilder, siger Michael Dyrby.
Han tror ikke på, at retten vil tvinge han eller Rasmus Tantholdt til at tale.
Professor i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen har tidligere vurderet, at hvis politiet beder om en dommerkendelse i sagen, så er det sandsynligt, at retten vil udstede den.
Hvornår byretten tager stilling til sagen er fortsat uvist.
– Det afhænger jo både af rettens kalender og af forsvarernes. Men jeg håber, at det bliver snart, siger Dorrit Borgaard.
Journalisten og filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen har offentligt udpeget den afgående forsvarsminister Søren Gades (V) pressechef, Jacob Winther, som den der lækkede de fortrolige oplysninger om jægersoldaternes mission.
Det har Jacob Winther dog selv afvist og i stedet politianmeldt Guldbrandsen for injurier.