På date med drømmeboligen

I den første weekend i maj, er der speeddating for boligkøbere. Med sin 'bolig-sightseeing' giver danbolig købelystne danskere mulighed for at se mange boliger på én enkelt weekend

 "Vi ved af erfaring, at mange bruger adskillige aftener og weekender på boligsøgning, men nu sørger vi for, at folk kan komme til tre, fem eller ti åbne huse i én og samme weekend. Og vi fornemmer en optimisme i markedet, som vi ikke har mærket meget til i flere år, så der skal nok komme både glade købere og sælgere ud af indsatsen", siger Christian Winther fra danbolig Farum.

Tiltroen til, at weekenden den 3.-4. maj vil føre handler med sig, er ikke grebet ud af den fri luft.

Allerede i midten af april havde der været flere end 30.000 unikke besøgende på den del af danboligs hjemmeside, hvor potentielle købere kan læse om, hvad de kan forvente sig af weekenden med Bolig-sightseeing.

Og køberne får noget at vælge imellem. Der bliver løbende lagt boliger med åbne huse på hjemmesiden, og inden den endelige slutspurt har antallet rundet 1.700 på landsplan.

"Men man behøver ikke at besøge dem alle sammen. Bare dem her i området", siger Christian Winther med et smil.

"Vi har pt. over 30 ejendomme tilmeldt Boligsightseeing her i Farum og omegn, så vi får forhåbentlig rigtig travlt med mange besøgende".

På danbolig.dk er der en oversigt over alle boligerne, så man kan udvælge og planlægge, hvilke boliger man vil besøge. Sitet virker både til mobil og tablet, og det er derfor hele tiden muligt at finde frem til næste bolig på ruten.