OVERBLIK: Meld og Feld flyttede EU-penge til Dansk Folkeparti

Penge fra EU-partialliance med Morten Messerschmidt i spidsen endte i dansk valgkamp via Dansk Folkeparti.

Morten Messerschmidt har været en central person i EU's svindeljægerkontor Olafs undersøgelse af misbrug af EU-midler via partialliancen Meld og den tilknyttede fond Feld.
Morten Messerschmidt har været en central person i EU's svindeljægerkontor Olafs undersøgelse af misbrug af EU-midler via partialliancen Meld og den tilknyttede fond Feld.

EU's svindeljægerkontor (Olaf) har overdraget sag om Meld og Feld til Bagmandspolitiet i Danmark.

Læs om sagen her:

* Meld var en delvist EU-støttet politisk alliance, der samlede EU-skeptiske partier fra medlemslandene. Blandt disse partier var Dansk Folkeparti.

* Meld, der blev grundlagt i 2012, var er en forkortelse af "Movement for a Europe of Liberties and Democracy".

* Meld blev lukket ved udgangen af 2015 med et underskud på over en halv millioner kroner.

* Morten Messerschmidt var med i Melds ledelse. Hans daværende partifælle Rikke Karlsson bad i 2015 om indsigt i de økonomiske forhold i Meld og den tilhørende fond Feld. Det blev hun efter eget udsagn nægtet.

* I maj 2016 afgjorde Europa-Parlamentets politiske ledelse, at både Meld og Feld misbrugte EU-midler til at føre dansk valgkamp.

* Sagen tog en ny drejning, da Rikke Karlsson politianmeldte Morten Messerschmidt for identitetstyveri.

* Dokumenter viste, at Rikke Karlsson og hendes tidligere partifælle Jørn Dohrmann havde været med i ledelsen af den politiske alliance Meld – uden at de to europaparlamentarikere vidste det.

* De blev i november 2014 valgt ved fondens generalforsamling uden at være til stede. Dokumenterne har Morten Messerschmidt underskrevet.

* Også Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, er blevet vicepræsident i EU-fonden Feld uden at have været klar over det.

* Dansk Folkeparti har for år tilbage besluttet at betale EU-midler via partialliancen og fonden tilbage.

* Meld og Feld fik støttekroner fra EU til oplysningsaktiviteter. Ifølge reglerne må sådanne midler ikke bruges til at føre kampagne ved en national folkeafstemning eller et nationalt valg.

* 16. oktober 2019 oplyser Olaf, at 4,5 millioner danske kroner er brugt ulovligt. Hvor mange af disse penge, som DF og de danske medlemmer har modtaget eller kanaliseret videre, fremgår ikke.

Kilder: Europarl.europa.eu og meldeuropa.com (før 2016).