Otte millioner kroner i kassen – Arena Hillerød melder alt udsolgt

Alle skybokse er solgt i den den arena på Milnersvej, fortæller salgschef Henrik Parbst

"Jeg kunne sagtens have solgt fem mere".

Sådan lyder det fra salgschef Henrik Parbst fra Arena Hillerød, som efter blot et halvt års salgsarbejde må melde udsolgt af de såkaldte skybokse. Og det er på trods af, at Arena Hillerød først åbner om otte måneder.

Samtidig er de to tribuner solgt, og der er foreløbig 85 virksomheder, der har investeret otte millioner kroner i samarbejdsaftaler med den nye arena. Der arbejdes stadig på at finde en navnesponsor til selve arenaen.

Henrik Parbst er ikke i tvivl om grunden til den store opbakning fra erhvervslivet.

"Virksomhederne i Nordsjælland vil dét her: Der er et behov for arenaen, og så er det ikke 'kun' sport, men der er også billetter til alle andre arrangementer i både arenaen og FrederiksborgCentret. Alsidigheden gør det ekstra interessant for både samarbejds-partnernes kunder og medarbejdere," siger han i en pressemeddelelse.

Hver skyboks får 14 pladser med udsigt over Arenaen og med udgang til egen balkon. Den er til rådighed ved alle arrangementer i Arena Hillerød og kan i den almindelige åbningstid også bruges til eksempelvis møder.

Arena Hillerød åbner den 7. januar 2020 og bliver på 8.800 kvadratmeter og får 3.000 siddepladser. Det koster 150 millioner kroner at bygge Hillerøds nye arena.

mw

OBS: Der stod tidligere i artiklen, at arenaen åbner i 2010. Det er selvfølgelig en fejl, som nu er rettet til 2020.