
Det er i år 25 år siden, Ejby Kirke fik nyt orgel, bygget af Gunnar Fabricius Husteds Orgelbyggeri.
Jubilæet fejres med en orgelkoncert onsdag den 11. november 2020 kl. 19.30, hvor organist Finn Evald er solist.
Finn Evald er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og havde debutkoncert fra solistklassen i 1975 efter studier hos blandt andre Aksel Andersen og i Paris hos Marie-Claire Alain og Gaston Litaize.
Finn Evald var i perioden 1986-2016 ansat som organist ved Roskilde Domkirke, hvor han også var leder af Roskilde Domkirkes Drengekor. Han indspillede flere cd'er på domkirkens berømte Raphaëlis-orgel.
Inden for den klassiske musik taler man om de tre store B'er: Bach, Beethoven og Brahms. Denne koncert er baseret på tre store B'er, men Beethoven, som ikke for alvor har skrevet orgelmusik, er erstattet med et andet stort B: Buxtehude, den store danske komponist, som virkede det meste af sit liv som organist ved Mariakirken i Lübeck.
Af programmet kan nævnes: Bachs Præludium og Fuga i Es-dur (som er et af hans største orgelværker) og Triosonate i G-dur, som er skrevet i en sprudlende italiensk stil. Buxtehudes Passacaglia i d-mol (nogen vil mene, at det er hans bedste orgelværk). Og to værker af Brahms: Præludium i g-mol og en meget poetisk koral over julesalmen: "En rose så jeg skyde".
Der er gratis adgang til koncerten.