Nyt ansigt i Imerco

Imerco i Lillerød har fået ny butikschef

Foto: Mads Hussing

Der er sket forandringer i butikken, og der er også kommet et nyt smilende ansigt. Imerco på M.D. Madsensvej har fået ny butikschef.

Hun hedder Atyia Ur-Rehman og har tidligere været butikschef i Magasin og i Plaza, der ligger i Københavns Lufthavn, men har ikke arbejdet i en isenkræmmer før.

Atyia Ur-Rehman blev ansat for tre måneder siden, og hun finder sig godt til rette i Imerco i Lillerød.

"Jeg synes, at kunderne har taget godt imod mig. Jeg vil gerne give god service, så kunderne bliver glade. Det betyder meget for mig," siger Atyia Ur-Rehman, der gerne vil bibeholde alle nuværende kunder, men naturligvis også gerne tiltrække flere kunder.

"Jeg er sikker på, at hvis kunderne får god service, så siger de det videre. Jeg vil gerne have glade og smilende kunder, det får min dag til at blive rigtig god," siger Atyia Ur-Rehman.

I butikken er der sket flere forandringer med indretningen, og det er der også med de udendørs salgsvogne, hvor varerne bliver skiftet lidt oftere end tidligere.