nyt parti For ca. tre måneder siden blev et nyt parti stiftet af to tidligere medlemmer af Det Konservative Folkeparti, Pernille Vermund og Peter Seier Christensen.
Nu har partiet fået en lokal afdeling i Frederikssundkredsen, der dækker Halsnæs og Frederikssund kommuner.
Nye Borgerlige Frederikssundkredsen havde stiftende generalforsamling søndag 24. januar. Her blev Bill Malmgren, Kregme, valgt som formand.
"Danmark har brug for Nye Borgerlige, der kombinerer en klassisk konservativ værdipolitik med en borgerlig økonomisk politik og en utvetydig modstand mod konventioner og overstatslige aftaler, der begrænser det danske folkestyre," hedder det i en pressemeddelelse fra den nye lokale partiforening.
Hvis man vil støtte Nye Borgerliges bestræbelser på at kunne opstille til næste folketingsvalg, kan man udfylde en vælgererklæring på www.NyeBorgerlige.dk.
kil@lokalavisen.dk