Ny Peter Beier butik satte omsætningsrekord

"Det var en fantastisk dag," lyder det fra den kendte chokolatier

Foto: Mette B. Sørensen

"Jeg har aldrig prøvet noget lignende."

Det er en begejstret Peter Beier, der kan gøre status over åbningen af sin nye butik i Egedal Centret torsdag, hvor den kendte chokoladekonges forventninger ikke blot blev indfriet, men også sprængte alle rammer.

"Det var en fantastisk dag, og vi havde jo total åbningsdags-omsætningsrekord. Det var en åbningsdags-omsætningsrekord, der slår både vores åbning på Østerbro, vores åbning på Store Kongengade og vores åbning i lufthavnen, og det er endda en januar dag før lønningsdag, det er helt vildt. Det fortæller noget om loyaliteten fra de kunder, vi har," lyder det fra en glad Peter Beier, som med butikken i Stenløse har 17 butikker rundt om i landet og to mere på vej i Nærum og på Amager.

Det var på forhånd annonceret, at Peter Beier ville dele 1000 gratis flødeboller ud, men tilstrømningen af chokoladeentusiaster var så stor, at chokolatieren måtte have fat i sin kone, Linda, for at få bragt både flere flødeboller til butikken samt flere af de æsker, der i dagens anledning var at få til en særlig god pris.

"Og vi måtte også tage alle de flødeboller, vi havde til salg, så jeg tror, vi nåede op på 1.200 flødeboller, og det var ikke fordi folk var grådige, de var søde og rare," siger Peter Beier, som selv stod og delte flødebollerne ud fra åbningen kl. 10 til luk kl. 18.

"Det var hele spektret, der var forbi, og det er jo egentlig det, der er det smukke ved Egedal Centret. Det er jo ikke et center, som kun rummer enten de unge eller ældre. I Egedal centret er der hele pakken, og det oplever jeg sådan en dag, hvor jeg står der hele dagen. Jeg oplever alle, det grå og det meget grå guld, håndværkere og erhvervsfolk og småbørnsfamilier og alle dem over fra gymnasiet og skolerne. Også dem fra de små klasser, som står udenfor butikken og ikke rigtig tør gå ind, for de skal jo ikke købe noget. Da jeg kunne komme til det, gik jeg ud til dem, for de skal også opleve, at de bliver taget seriøst og ligeværdigt," fortæller Peter Beier.

Og den store omsætning og folks lyst til at kigge forbi giver blod på tanden i forhold til at gøre noget mere for kunderne, fortæller Peter Beier som afslører at fremtiden sagtens kan byde på events som is, der bliver dyppet i chokolade ude foran butikken eller forskellige slag smagsprøver.

I det hele taget er chokolade-kongen særdeles positivt stemt overfor det lokale center.

"Kunderne er der og loyalitetten er der og lysten og viljen til at ville stedet er der, det er meget, meget positivt," siger Peter Beier og fortsætter:

"Vi oplever meget positivt omkring hele centret, så jeg synes da nok, at der er nogle af de andre brands, der skulle skæve lidt til Egedal Centret og overveje at lægge sig der – ikke mindst fødevarebrands."

Hos Peter Beier selv er der i hvert fald ingen tvivl om, at det var det rette at flytte butikken fra industriområdet på Dam Enge til centret.

"Sådan en nat som i nat har jeg ligget og smilt hele natten over alt det positive, jeg får ved at have flyttet butikken ned i centret. Alle der kom og ville sige noget til mig, kom og sagde hvor dejligt det er, at vi er flyttet til centret, det var så positivt," siger Peter Beier og fortsætter:

"Det er jo noget af det, som gør at man står op om morgenen og smiler og tænker holdt kæft hvor er det fed det her, at man ikke er en døgnflue, men man er noget, man hele tiden bliver bekræftet i er det rigtige."