Ny fængsling for børneporno i Århus

Lørdag blev en 26-årig mand fra Århus fængslet i fire uger for at sprede børneporno på nettet. Fredag blev to andre mænd fængslet for udbredelse af børneporno.

En 26-årig mand fra Århus blev lørdag varetægtsfængslet i fire uger for at have distribueret film med sexkrænkelser af børn på nettet, oplyser Østjyllands Politi.

Ifølge politikommissær Peter Grove Munk havde manden desuden en stor mængde film liggende på sin egen computer, da politiet slog til mod ham fredag eftermiddag.

Manden accepterede sin fængsling ved lørdagens grundlovsforhør.

Fængslingen kommer efter, at en 59-årig mand, ligeledes fra Århus, fredag blev varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for at være i besiddelse af op mod en halv million billeder samt tusindvis af film, hvor børn og endda babyer bliver bundet og krænket og tvunget til seksuel omgang med dyr.

Også en 27-årig mand blev fredag ved Retten i Århus varetægtsfængslet for at distribuere børneporno. Heller ikke han kærede fængslingskendelsen til landsretten.

Peter Grove Munk kan ikke oplyse, om nogle af de tre sager har sammenhæng med hinanden.