Nu tages første skridt mod budget 2020

<p>De kommunale budgetter skal hvert år revideres, og en ny budgetaftale skal findes mellem Byrådets partier. Selvom den endelige aftale først skal forhandles på plads i efteråret er tilpasningen af budgettet allerede i fuld gang. Som en del af aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening om kommunernes økonomi for 2017 blev der vedtaget et Moderniserings- og Effektiviseringsprogram, som i dag stadig er gældende. Programmet kræver, at kommunerne hvert år skal effektivisere for 1 procent af de samlede servicedriftsudgifter. Udover denne effektivisering fremgår det af Helsingør Kommunes økonomiske politik, at der hvert år skal tilvejebringes et råderum til nye tiltag på 1 procent af servicedriftsudgifterne. Forslag til disse effektiviseringer og omlægninger er forvaltningen allerede i fuld gang med at udarbejde, og langt de fleste forslag er allerede klar til at blive behandlet i Økonomiudvalget på deres næste møde mandag den 20. maj.</p>