Petter Northug lover revanche efter mandagens historiske norske nedtur i 15 kilometer langrend i fri stil. Den norske langrendsstjerne og guldfavorit blev blot nummer 41, og det kommer ikke til at ske igen.
– I kan stole på, at jeg er sur nu, og det gør mig ekstra revanchesulten, sagde Northug efter han havde fået samlet sig sammen.
I første omgang hastede han med bøjet hoved forbi pressen. Og først 20 minutter senere dukkede han op med en pressemedarbejder og landstræneren.
– Jeg har ikke nået at tænke så meget over det endnu, så derfor kan jeg ikke sige, om jeg er mest skuffet eller sur.
– Jeg havde ikke specielt gode ski, så jeg har givet tilbagemelding til smøreren om det. Hvad jeg har sagt, forbliver mellem ham og jeg, sagde han.
Da han relativt tidligt i løbet fandt ud af, at han sakkede bagud i forhold til de øvrige konkurrenter, valgte han at holde igen, for at spare på kræfterne til de øvrige konkurrencer.
– Kroppen føltes godt, men jeg kom alligevel langt bagefter fra begyndelsen. På anden runde gav jeg ikke alt, siger han.
Onsdag deltager Petter Northug i sprint. Bedste nordmand i mandagens konkurrence blev Tord Asle Gjerdalen på en 28.-plads.