Nivå lægger rammer til særligt samspil

Musikskoleelever spiller op til musikalsk møde på højt niveau i NKK Hallen

Foto: Jannie Fjordside

Glem alt om hujende tilråb og bolde, der fyger banen, når NKK Hallen i Nivå åbner dørene den 14. november. Her er en helt anden form for samspil på programmet – nemlig mellem elever på Fredensborg Musikskole og symfoniorkesteret Copenhagen Phil.

Under overskriften 'Musik Med Mere' vil 28 elever fra den lokale musikskole akkompagnere gæsterne fra Copenhagen Phil i Mussorgskijs værk "Udstillingsbilleder" – den fælles optræden bliver kulminationen på et forløb, hvor musikskoleeleverne har været igennem workshops og øvet med musikere fra det store orkester – og forhåbentlig ser de lige så meget frem til oplevelsen som musikskoleleder Carsten Østerskov, der glæder sig over samarbejdet med Copenhagen Phil. Eftermiddagen byder desuden på toner af komponisterne Tjajkovstij, Bartok og Piazolla.

Koncerten finder sted den 14. november kl. 15 og varer ca. 1 time. Billetter købes fra 1. oktober via Place2book på www.fredensborgmusikskole.dk eller www.fredensborgbibliotekerne.dk.

Fri entre for børn og unge under 18 år – gratisbillet skal også hentes online.