Net aflysning

På engelsk har man et meget brugt mundheld, der siger, at der ikke er noget, der hedder en gratis frokost.

I Kalundborg må 140 ellers feststemte mennesker konstatere, at der heller ikke er noget, der hedder en gratis fest. Nemlig de ansatte under Specialcenter Kalundborg, der var ved at varme op til kommunalt betalt sensommerfest. Nu er festen aflyst – i hvert fald med kommunen som glad giver.

Selvfølgelig er det ærgerligt for alle dem, der skulle have været til festen, at centerlederen skyndte sig at ændre festkonceptet, da det kom frem, at der var opstået en vis fortørnelse over en fest med alt betalt for kommunale penge, samtidig med, at det er sparetider. De ansatte havde utvivlsomt fortjent festen, men beslutningen om enten at aflyse eller at gennemføre den uden brug af kommunale kroner er ganske klog.

De politikere, der fik nys om festplanerne, mens der fortsat var kommunale kroner på festspil, skyndte sig at forsikre om, at de ikke anede, at der var plads til et brag af en personalefest på handicapområdets budget. Dårligt signal. Forståelse for, at det faldt nogen for brystet. Dårlig timing. Det var politiker-reaktionerne. Og signalerne fra de folkevalgte blev straks både hørt og forstået. De blev opfattet – og skulle det også, gætter vi – som slet dulgte advarsler. Som et vink med en vognstang.

Signalet blev opfanget, som det var ment, og derefter kom en hastig beslutning om at sende et nyt signal ud: At gennemføres festen, så er det uden brug af kommunale midler.

Nogle vil måske spørge, om alt skal være surt, når man er midt i en sparetid. De fleste vil nok svare nej, men vil ganske givet også være enige i, at det vil være god stil at holde igen og ikke sende signaler ud, der alt for let kan opfattes som løssluppenhed. Det er derfor en klog aflysning af den planlagte kommunalt betalte fest, der er sket.

I indbydelsen til festen stod, at »fest, det skal der være råd til. Så fest skal vi da have«. Og så kom ellers remsen med mad og information om vin, øl med videre ad libitum, dans, orkestermusik til den lyse morgen og løftet om, at det hele blev til den nette pris af 0,00 kroner.

Lige nu må alle, der havde sat næsen op efter fest, se i øjnene, at »den nette pris« er blevet en net aflysning.

-cs.