Lederen af den internationale styrke i Afghanistan erkender nu, at civile blev dræbt eller såret under et Nato-luftangreb i Afghanistans nordlige Kunduz-provins.
Efter at have besøgt stedet, hvor bomberne faldt, konkluderer general Stanley McCrystal, "at civile blev dræbt eller såret ved angrebet".
McCrystal har beordret den canadiske generalmajor C.S. Sullivan til at stå i spidsen for en undersøgelse af angrebet, som ifølge afghanske embedsmænd har kostet 56 mennesker livet.
Angrebet blev beordret iværksat af en tysk kommandant, efter at talibanbevægelsen havde kapret to tankbiler, der var på vej fra Tadsjikistan med brændstof til de udenlandske styrker i landet.