Brænder du for levendegørelse af historien, og har du samtidig hænderne skruet godt på, så kan du blive en af Museum Nordsjællands frivillige ildsjæle. Museet søger nu flere frivillige til at indgå i deres velfungerende frivilligkorps.
Det museet især søger, er hjælp til afholdelsen af det hyggelige og familievenlige Æbelholt Klostermarked, som hvert år løber af stablen over en weekend i juni med spændende og sjove aktiviteter for både børn og voksne. I år afholdes markedet den 11. og 12. juni.
"Til Æbelholt Klostermarked har vi brug for frivillige til alt fra opsætning af boder, pasning af boderne under markedet, madlavning og så videre. I tilknytning til klosteret er der en meget fin og velpasset klosterhave med medicinske lægeplanter, som munkene i sin tid anvendte til fremstilling af lægemidler. Her søger vi frivillige med grønne fingre til hjælp med pasning af den spændende klosterhave," lyder det fra museumsinspektør Susan Johnsen.
Hvis du er interesseret, så er du meget velkommen til at komme til introduktionsmøde den 8. marts kl. 16-17 i udstillingen på El-værket, Frederiksgade 11, Hillerød. Hvis du er forhindret i at komme til mødet, så kan du ringe til museumsinspektør Susan Johnsen på tlf. 61815807 eller sende en mail til smj@museumns.dk.