Der er måske lys forude til aktionærerne i den kollapsede Fionia Bank.
Fionia Holding, der er den gamle Fionia Bank, ser en mulighed for, at aktionærerne kan få en lille del af de tabte penge tilbage.
Muligheden opstår såfremt aktionærerne godkender et forslag til salg af aktierne i Fionia Bank til Nordea.
– Såfremt generalforsamlingen godkender salget af aktierne i Fionia Bank, er der mulighed for, at Nordeas betaling for overtagelsen af de sunde dele af Fionia Bank bliver øget med et beløb i størrelsesordenen 200 millioner kroner, hvilket – alt andet lige – vil øge muligheden for, at der kan blive helt eller delvis dækning til den supplerende kapital og eventuelt et beløb til aktionærerne, skriver Fionia Holding i indkaldelsen til en ekstraordinær generalforsamling.