Motionen i skoven slut for denne gang

Hjerteforeningen holder dog traditionen tro nytårsmarch – og starter sæsonen igen til foråret

Foto: Michael Braunstein

Så er Hjerteforeningens motionshold i Ravnsholtskoven slut for efterårs- og vintersæsonen 2016.

'Der har været et flot fremmøde med en 20-25 deltagere hver gang, der har deltaget i en times frisk tur i skoven med lette motionsøvelser. Det giver sammenhold, varme i kinderne og en bedre kondition. Sidste gang blev afsluttet med et krus varm blåbærsuppe,' lyder meldingen fra Hjerteforeningen.

Der starter en ny sæson til foråret.

Inden da arrangerer Hjerteforeningen den traditionelle nytårsmarch søndag 1. januar fra kl. 11.00-12.30. Også her afsluttes turen med en kop varm blåbærsuppe. Hjerteforeningen håber at se rigtig mange møde op og indlede det nye år med en rask gåtur.

Man kan få oplysninger om forårets hjertemotion og nytårsmarchen hos Grete Bjernemose: grete@bjernemose.dk – tlf.: 2873 3663.