Milliongevinst lokkede ny lotterivinder til Kiosk Bien

Endnu en kunde hos Kiosk Bien har vundet en stor gevinst i Landbrugslotteriet – lokket af en tidligere milliongevinst

Foto: Steen Tue Bjerborg

Det kan nogle gange betale sig at lade sig friste af andre lotterivindere. Halvandet år efter at en kunde i Kiosk Bien i Slotsarkaderne vandt fire millioner kroner i Landbrugslotteriet, har kiosken igen fået en vinder i lotteriet, der fik lyst til at spille, da hun hørte om den tidligere vinder.

Da Betina Pheiffer fra kiosken, der ligger i Slotsarkaderne, fredag ringede til kvinden med lodseddel nummer 112.658 og fortalte hende, at hun netop havde vundet 200.000 kroner i lotteriet, kvitterede den glade nye vinder ved at tildele en del æren for at hun startede med at spille hos den gamle lotto-vinder.

"Kvinden, der vandt nu, fortalte mig, at hun ikke spiller Lotto normalt. Men hun blev opmærksom på Landbrugslotteriet, da hun hørte om de fire millioner kroner, der blev vundet her, og da hun samtidig fandt ud af, at der er nemt, fordi lodsedlen kun skal fornyes hvert halve år," fortæller Betina Pheiffer.

Ikke nok med at den nye vinder, der ønsker at være anonym, vandt de 200.000 kroner nu. Kuponen i Landbrugslotteriet har i det hele taget vist sig at være en god investering for hende.

"I al den tid, kvinden har spillet med i lotteriet, har der ved hver fornyelse af kuponen været gevinster til hende. Og denne gang var den altså på hele 200.000 kroner," fortæller Betina Pheiffer, der, som det er kutyme i Landbrugslotteriet, altid ringer vinderne op og fortæller, at de har haft gevinst – noget som hun kun kan, fordi deres telefonnummer står på den faste kupon.

Tirsdag den 22. september starter salget igen til det næste halvår (serie) i Landbrugslotteriet, og her kan nye spillere med fordel springe på.