Mere kvalitet i ambulancerne

Der indsættes 79 nye ambulancer i Region Hovedstaden. Foto: Esther Flytkjær-Hansen
Der indsættes 79 nye ambulancer i Region Hovedstaden. Foto: Esther Flytkjær-Hansen

Snart ruller nye ambulancer på gader og veje i Region Hovedstaden. Ambulancerne er i teknologisk særklasse med særligt udstyr, der giver både øget kvalitet og tryghed for patienterne og større sikkerhed for ambulancepersonalet.

Udadtil vil de færreste nok lægge mærke til forskellen. De er stadig skriggule og har blå blink. De kører ofte hurtigt gennem byen med en høj udrykningssirene, og lyder som ambulancesirener nu gør. Det er derimod indholdet, som får betydning for Region Hovedstadens borgere.

De 79 nye ambulancer, der nu indsættes, er blandt andet udstyret med en helt ny elektrisk ambulancebåre, som ved et let tryk, som på en elevatorknap, får patienten sikkert ind og ud af ambulancen. Det øger komforten for patienten og nedsætter den arbejdsmiljømæssige belastning for ambulancepersonalet, som undgår mange løft dagligt.

Men også personalesikkerheden vil blive bedre, da ambulancepersonalet kan sidde fastspændt og behandle patienten, når ambulancen kører med udrykning. Dermed er der langt større sikkerhed for ambulancepersonalet under kørslen.

De nye ambulancer sætter helt nye standarder for ambulancekørsel, lyder det fra regionsrådsformand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen.

»Når mennesker står i en sårbar situation, hvor de har brug for en ambulance, så er det vigtigt, at der bliver taget godt hånd om én, men det er også vigtigt, at det personale, der tager sig af dig, kan udføre opgaven sikkert og forsvarligt, blandt andet derfor har vi sat nogle høje krav til de nye ambulancer,« lyder det fra formanden.

Region Hovedstaden satte i 2014 ambulancedriften i udbud, og leverandørerne, Falck og Københavns Brandvæsen (nu en del af Hovedstadens Beredskab) vandt udbuddet.

»Vi er stolte over fortsat at skulle rykke ud og hjælpe borgerne i Region Hovedstaden, når de har brug for en ambulance. De nye ambulancer giver vores kompetente ambulancepersonale endnu bedre vilkår for at redde liv og bringe patienterne hurtigt og sikkert til hospitalet,« siger Søren Knap, ambulancechef i Hovedstadens Beredskab.

»Det er særdeles positivt, at Region Hovedstaden også her har vægtet det innovative. Det betyder, at vi nu får ambulancer med det nyeste teknologiske udstyr, der ikke blot forbedrer reddernes arbejdsmiljø, det øger også patientsikkerheden. Det er ambulancer i teknologisk særklasse, som hele regionen kan være stolte af,« tilføjer Søren Knap.