Matchfixing-dømt ishockeyspiller får landsholdskarantæne

Kirill Starkov får landsholdskarantæne og kommer ikke med til VM i Hviderusland i maj.

Kirill Starkov fejrer en scoring mod Sverige under VM i 2013.
Kirill Starkov fejrer en scoring mod Sverige under VM i 2013.

Den matchfixing-dømte danske ishockeyspiller Kirill Starkov må sætte sine VM-drømme i bero.

Fredag aften besluttede Dansk Ishockey Union på et bestyrelsesmøde at suspendere den 26-årige spiller. Det skriver tv2.dk.

Kirill Starkov afsoner for tiden karantæne for at have spillet penge på egne kampe. Matchfixingskandalen kostede Starkov jobbet i den danske ligaklub Esbjerg.

Starkov var blandt de mest scorende spillere i Metal Ligaen på det tidspunkt og var derfor inde i billedet til Danmarks trup til VM i Hviderusland i maj.

Men det er han ikke længere.

– Kirill fik en karantæne på fem spilledage på klubplan, og Kirill har jo været i Schweiz, men har ikke udstået de fem kampe.

– Og i og med at de fem kampe ikke er udstået, holder han også pause fra landsholdet, siger bestyrelsesformand i Dansk Ishockey Union, Henrik Bach Nielsen, til tv2.dk.

Det vides ikke, hvor længe Starkovs landsholdskarriere er sat på standby.