
Et stigende antal unge, som kæmper med en psykisk sygdom, bliver ikke diagnosticeret rettidigt i Region Hovedstaden.
Unge under 18 med psykiske problemer har ret til at blive udredt inden for 30 dage.
Men ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen er det kun 46 procent i Region Hovedstaden, som får deres diagnose i tide. Ved forrige kvartal lå samme tal på 65 procent. Det skriver DR P4 København.
Thorstein Theilgaard, der er generalsekretær hos Bedre Psykiatri, kritiserer udviklingen i København og peger på, at det rammer flere end bare de unge patienter.
– Det er gået fra skidt til værre. Bag statistikken gemmer der sig børn, forældre og søskende, som er dybt bekymrede, siger han til DR P4 København.
Regionsrådet er dog opmærksom på udviklingen. Derfor har politikerne sat 6,6 millioner kroner af til at sætte ind overfor problemet. Det skal blandt andet sørge for flere ansatte til at tage sig af de unge med psykiske problemer. Pengene skal også gå til en taskforce, der skal arbejde med at forkorte ventelister generelt.
Men det kræver mere end det, hvis man virkelig skal forbedre behandlingen af psykisk syge unge i hovedstaden. Det mener Nina Tejs Jørring, der er overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden.
– Man har fundet ud af, at der er rigtig mange børn, der går og bakser med psykisk sygdom. Hvis vi gerne vil have, at de skal være psykisk sunde, så kommer det til at koste helt andre penge end dem regionsrådspolitikerne hoster op med i dag, siger hun til DR P4 København.
Årsagen til den uheldige udvikling skal ifølge Region Hovedstaden findes i et stigende antal henviste patienter og problemer med registrering i deres it-system, Sundhedsplatformen.
Formanden for psykiatriudvalget, Karsten Skawbo (C), fortæller, at it-problemerne gør det svært at vide, præcist hvor mange der har fået en diagnose. Men han er åben for at sende flere midler til området. Det siger han til DR P4 København.