Mand stod blandt planter med bukserne nede

Politiet hører gerne fra folk, der kender til en mand med en blå cykel

Foto: Jens Berg Thomsen

En 39-årig kvinde blev onsdag blufærdighedskrænket på slotsstien i Hillerød. Nordsjællands Politi fortæller, at episoden fandt sted klokken 13, da kvinden kom gående mod syd på stien omkring Batzkes Bakke.

"En mand står inde i noget beplantning og råber hende an med et "hej"", siger politikommissær Jørgen Lyster.

Manden havde bukserne nede og pillede ved sig selv. Kvinden gik hurtigt videre, står der i politiets sag.

Manden er omkring 30 år gammel, omkring 170 centimeter høj og var kraftig af bygning. Han havde sort, kort hår og bar en tynd, blå jakke med lange ærmer og med krave. Med sig havde manden en blå cykel. Blotteren talte dansk uden accent, oplyser politiet.

"Vi hører gerne fra folk, der kender til manden – måske ud fra den blå cykel," siger Jørgen Lyster.