De ældre skal have et godt madtilbud

Kære Benny Rähr. Tak for dit læserbrev vedrørende Køkken Ballerup, som blev bragt i sidste uge.

Lolan Marianne Ottesen (A), formand for social- sundhedsudvalget i Ballerup Kommune

Jeg er naturligvis ked af at høre om dine oplevelser, for det er vigtigt, at de ældre i kommunen bliver tilbudt et godt madtilbud. I budgettet for 2015, som blev vedtaget i starten af oktober, kan jeg fortælle, at der er afsat yderligere 0,8 millioner kroner til kvalitetssikring af Køkken Ballerup.

Et eksternt firma er lige nu i gang med at evaluere området, og de kigger blandt andet nærmere på madens kvalitet og kvaliteten af opgaveløsningen, som du nævner i dit læserbrev.

Når evalueringen er afsluttet, ved vi mere om, hvor de ekstra penge i budgettet skal bruges, og jeg er sikker på, at både du og dem, du nævner, derefter vil opleve en forbedring.