Målet inden for rækkevidde

HØJ er godt på vej til at indfri sæsonens målsætning om at sikre sig forbliven i mændenes 1. division. Lørdag eftermiddag vandt HØJ for anden kamp i træk, da det hjemme i Ølstykke Hallen blev en sejr 30-25 over Skovbakken.

Sejren blev grundlagt i 1. halvleg, hvor en stærkt spillende Peter Nørklit kun lukkede ni mål ind. I den modsatte ende af banen gik det noget lettere. Blandt andre var Filip Jocic skarp, og HØJ kunne gå til pause med en føring 15-9.

Så skulle man tro, at sejren var hjemme, men HØJ måtte arbejde hårdt for de to point.

Skovbakken startede nemlig 2. halvleg med et offensivt 3:3-forsvar og det huede ikke HØJ. Midtvejs i 2. halvleg fik Skovbakken reduceret til 21-20 og siden også 22-21. Men tre scoringer i træk sørgede HØJ for, at Skovbakken aldrig kom på omgangshøjde.

1. division mænd

HØJ-Skovbakken 30-25 (15-9)

HØJ: Kenneth Olsen 6, Filip Jocic 5, Mark Schiøtte 5, David Lindberg 4, Morten Mogensen 4, Marc Ekman 4, Emil Bramming 2.

Skovbakken: Jakob Østerby 8, Tobias Jørgensen 3, Mads Møller 3, Thomas Schmidt 3, Michael Kabel 2, Rasmus Mogensen 2, Søren Fisker 1, Rasmus Barslund 1.

Udvisninger: HØJ6 (Filip Jocic 2, Marc Ekman, Emil Bramming, David Lindberg, Mikkel Dons Schriver). Skovbakken 3 (Jakob Østerby, Michael Kabel, Søren Fisker)

Tilskuere: 200