Kåringen af 'Årets Ejerleder 2015' (altså en ejer, der selv leder sin virksomhed, red.) står for døren, og blandt de tre finalister i Hovedstaden er Allan Aasted fra Farum.
Prisen går i år til den ejerleder, der med fokus på talent og kompetencer har skabt hovedstadens mest succesfulde vækstvirksomhed. Allan Aasted står i spidsen for Aasted, der holder til på Bygmarken i Farum. Virksomheden producerer og sælger maskiner til både chokolade-, bageri- og konfektureindustrien.
Den prestigefyldte pris uddeles for 12. gang af PwC i samarbejde med blandt andre Nykredit og Dansk Erhverv.
En analyse af mere end 5.000 virksomheder fra hele landet ligger bag nomineringen af finalisterne, hvor først 125 virksomheder er udpeget til at være med i Årets Ejerleder 2015. Nu er der blot tre finalister tilbage i hver region i kampen om at vinde Årets Ejerleder 2015.
"Jeg er meget beæret over at blive nomineret til en så prestigefyldt pris. For Aasted betyder sådan en anerkendelsen rigtig meget, og det er en bekræftelse på, at vi har gjort det rigtig godt. Samtidig er den motiverende for os alle til at arbejde videre med fortsat udvikling af Aasted", siger Allan Aasted på Furesø Avis.
I PwC's analyse melder ejerlederne fortsat om behov for nye medarbejdere og flotte vækstforventninger de kommende tre år. Det skyldes ikke mindst, at de dygtigste ejerledere udvikler sig i en retning, hvor der er brug for nye typer af medarbejdere med nye kompetencer, der kan indfri vækstforventningerne.
"Det har været meget spændende at møde det store felt af dygtige ejerledere til dette års kåring. De tre finalister har formået at sikre vækst og succes med et målrettet fokus på talent og kompetenceudvikling. Og med kåringen håber vi at inspirere andre, for vi tror på, at vinder-historierne kan være med til at skabe succes for andre," fortæller Flemming Eghoff, der er partner i PwC i Hellerup.
"Aasted er en familievirksomhed, der kan føres tilbage til 1917, og i 1946 fik Aasted sit første patent. Aasted har kvalitet i højsædet og leverer service og reservedele til maskiner helt tilbage fra 1970'erne. Innovation er dog også i højsædet, og med kundernes behov i fokus udvikles der hele tiden nye maskiner og processer. Virksomheden har i dag 350 ansatte og ledet af 3. generation med 4. generation på spring. Alle i familien er vokset op med Aasted i blodet, og det gælder også Allan, der fra naturens side er nysgerrig, hvilket er med til at ruste ham som ejerleder. Han er uden lang uddannelse, men har netop forstået at omgive sig med dygtige og kompetente medarbejdere. Netop denne cocktail giver et godt mod- og medspil, der er med til at skabe succes for virksomheden, som forventer at vokse til dobbelt størrelse i 2020", lyder begrundelsen for at nominere Aasted til den prestigefyldte pris.
Kåringen i Region Hovedstaden finder sted tirsdag den 27. oktober, og de syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 19. november hos PwC i Hellerup.