Livet under isen

Nyeste udgave af 'Grønne Linier' handler om fisk netop nu

Af Bjørli Lehrmann, naturvejleder

Isen ligger nu tykt over vore søer, og oven på isen ligger sneen i et endnu tykkere lag. Vi mennesker kan trygt færdes på søer og damme de fleste steder, og så kommer man let til at tænke på, hvordan fiskene mon har det neden under isen.

Svaret er, at fiskene de fleste steder har det rigtig rigtig skidt, nu hvor vinteren trækker ud. Det er ikke hverken kulden eller mørket, der generer dem, men det er manglen på ilt. Isen forhindrer luftens ilt i at trænge ned i vandet, og når der ligger et tykt lag sne oven på isen, bliver vandet for mørkt til at algerne kan producere ilt.

Derfor dør rigtigt mange fisk af kvælning i disse dage.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. En vinter som denne vil udrydde fiskebestanden i mange mindre damme, hvilket gavner vores padder. Frøer og salamandre klarer sig nemlig dårligt sammen med fisk, som æder deres yngel. Og fiskene skal nok klare sig. De overlever i de større søer, hvorfra de så igen spreder sig.