Lions bød pensionister på højskoleophold

Lions Hillerød stod for opholdet på Tisvilde Højskole

Lions Hillerød holdt igen højskole for ældre og ensomme i Tisvilde. Pressefoto
Lions Hillerød holdt igen højskole for ældre og ensomme i Tisvilde. Pressefoto

Lions Hillerød har netop afsluttet det årligt tilbagevendende højskoleophold for pensionister på Tisvilde Højskole.

Her kan Lionsklubber fra hele Sjælland hvert år invitere ældre og ensomme til et fem-dages ophold i de skønne omgivelser i Nordsjælland.

Lions Hillerød er arrangør af opholdet, som i år havde deltagere i alderen 65 til 86 år fra 10 Lionsklubber fordelt over hele Sjællan.

Coronasmitten med forsamlingsforbuddet i foråret flyttede opholdet fra maj til august.

Selvom man også i august skulle overholde afstandskrav og mundbind, så fik det ingen indflydelse på tilmeldingerne og ej heller på den gode stemning.

Morgensang og foredrag

Henning og Nete Brøgger fra Lions Hillerød var værter under hele opholdet.

Hver morgen var der morgensang i haven på bedste højskolevis, og dagsprogrammerne var fyldt med spændende foredrag, udflugter og underholdning om aftenen, rapporterer Lions Hillerød i en pressemeddelelse.

Fredag rundede man af med forskellige indslag, bl.a. underholdning og sang ved Erik Grip. jesl