Lilleputpigerne tabte pokalfinale

Foto: Mikkel Kjølby

HÅNDBOLD Sæsonens første nederlag i en officiel kamp blev en realitet for Værløse Håndboldklubs lilleputpiger i finalen ved Ekstra Bladets Pokalturnering, som er identisk med den københavnske ungdomscup.

Finalen blev spillet i atmosfærefyldte rammer i KB-hallen, der var fyldt til sidste plads. Og de imponerede omgivelser var muligvis med til at sætte en pind i hjulet for VHK.

" Det var tydeligt at rammerne omkring kampen, med speaker, musik, mange tilskuere og kampens betydning satte sine spor i Værløse spillerne. De fandt aldrig helt deres normale rytme i kampen. Trods disse svære odds kæmpede pigerne bravt i forsvaret," fortæller træner Johnny Paulsen.

Kampen var åben indtil fem minutter før tid, da et par VHK-afbrændere prompte blev straffet i den anden ende af banen. VHK"erne havde især deres hyr med en enkelt af modstanderne. Hun scorede seks af deres syv mål, og vandt stort set kamp på egen hånd.

FIF vandt opgøret med 7-3, men udover sølvmedaljerne var der en opmuntring til Christina Verne, som fik tildelt Ekstra Bladets fidusbamse som bedste VHK-spiller.