Lempelser giver nye muligheder for erhverv i Strandparken

Sydkysten: Når det kommer til Strandparken, er det mere reglen end undtagelsen, at tingene går langsomt: I 1936 blev idéen om sandopfyldning ud for Avedøre Holme præsenteret for første gang, men der gik 44 år, inden Strandparken blev åbnet.

Og siden er der gået flere årtier, hvor området har tiltrukket millioner af besøgende, men uden en egentlig plan for udviklingen af området.

Men siden februar i år er det gået stærkt. De fem ejerkommuner fik besøg af daværende erhvervsminister Rasmus Jarlov (K), som gav grønt lys til at udvikle området i form af en række lempelser af Fingerplanen - og det giver en række muligheder for erhvervslivet.

I øjeblikket er der nemlig kun to permanente caféer, Ka'nalu i Ishøj og Strandsus i Brøndby, i hele den syv kilometer lange strandpark, som strækker sig fra Brøndby Havn til Greve Marina - den tidligere Hundige Havn. Det kommer højst sandsynligt til at ændre sig: I Vallensbæk er en mole og badeanstalt på vej, og omkring Tanghusene - området lige ved Vallensbæk Havn - er det tanken, at der skal ligge containere til streetfood og opbevaring af kajakker. Mulighederne for at drive erhverv består altså i aktiviteter, der kan understøtte fritidslivet ude i Strandparken.

- Jeg kunne godt forestille mig noget i retning af Papirøen, siger Vallensbæks borgmester, Henrik Rasmussen (K), som også er næstformand i Strandparkens bestyrelse.

Han fortæller, at kommunen allerede har fået henvendelser fra flere interessenter.

- Og vi tager det seriøst og vil gerne fremme det, når nogen kommer med et koncept, de vil prøve kræfter med, siger han.

Der bliver dog næppe åbnet op for at åbne eksempelvis en restaurant.

- Sådan en ligger der allerede i Arken, og Greve Marina har også en restaurant, lyder det fra formanden for Strandparkens bestyrelse, Ole Bjørstorp (S), som også fortæller, at bestyrelsen på sit møde i juni vil diskutere mulighederne for at give tilladelse til udsalgssteder af is og andre småting.