Hvis nogen skulle gå rundt med lyst til at synge i kor, kan det være en god ide at møde op i musiklokalet på Nivå Skole Syd (tidligere Nivå Centralskole) mandag den 31. august og/eller mandag den 7. september klokken 19.30.
Da øver Sangkoret Cantarellerne nemlig, og koret indbyder altid interesserede til ganske gratis at synge med et par gange – for at se, om kemien og repertoiret passer.
"Vi begynder sæsonen mandag den 31. august, og de første par gange kan man bare møde op, hvis man har lyst til at prøve korsangen af", siger Bo Krusell, der er formand for Cantarellerne.
Cantarellerne har dirigenten Maiwy Frimand-Meier, som er en yderst øvet kordirigent. Maiwy Frimand-Meier har en uddannelse som både sanger, cellist og kordirigent.