Klar til tysk VM-runde i rally

Rally-teamet Marco Gersager og Carina Møller er på banen med en lejet bil i den tyske VM-runde, der foregår mellem den 16. og den 19. august.

Efter sommerferien har Marco Gersager fra Rødovre/Tune og Carina Møller fra Herlev gjort klar til at genoptage samarbejdet i den tyske ADAC Opel Rally Cup.

Det sker i den kommende weekends WRC Rallye Deutschland, der foruden at tælle til den nævnte rally cup også er tællende til VM-turneringen,

Siden sæsonstarten har den sjællandske duo deltaget i såvel den tyske Opel-cup som i DM-rally og rallysprint.

Nu er den meldt til start i et af årets helt store rallyevents, og vil i den forbindelse hjulpet godt på vej af deres hold af servicefolk, som står klar til at yde en optimal indsats.

- Da vi ikke har været med i alle runder i cuppen, har vi ingen chance for at gøre os gældende i den samlede stilling, så det handler primært om oplevelsen, at være med i WRC Rallye Deutschland, og at vedligeholde formen. For os bliver det lige på og hårdt, forklarer Marco Gersager om beslutningen.

Sammen med co-driver Carina Møller stiller han til start i en lejet Opel Adam Rally Cup-bil, og vil sammen med de faste servicefolk teame op med Magnussen Rallysport fra Tune med en tilsvarende Opel Adam kørt af Sebastian Magnussen, Tune, med Henrik Skott, Maribo, som co-driver.

Langt, hurtigt og krævende

- Det er et langt, hurtigt og krævende rally, så vi får brug for alt, hvad vi har i os, bilen og teamet, konstaterer Marco Gersager.

Rally Deutschland starter torsdag med den første af i alt 18 hastighedsprøver med en samlet distance på lidt under 340 kilometer fra torsdag til søndag med rallycentrum i St, Wendeler Land og Hunsrück-Hochwald.

Startfeltet tæller en stribe af internationale stjernekørere med den VM-førende trio i spidsen: Thierry Neuville, Belgien, i Hyundai i20 Coupé WRC, Sebastien Ogier, Frankrig, i Ford Fiesta WRC og Ott Tänak, Estland, i Toyota Yaris WRC - alle i 4-hjulstrukne R5-biler, som hverken en forhjulstrukket Opel Adam Cup-bil eller for den sags skyld en Opel Adam I R2-trim har skygge af chance for at hamle op med, selvom de kendetegnes ved at være meget hurtigt kørende.