Kjærgaard kan ikke blive medlem

Venstres landsorganisation afviser, at borgmester Svend Kjærgaardkan blive medlem igen

Foto: Michael Harsvik

EGEDAL: I Venstres landsorganisation forstår man ikke planerne om at melde borgmester Svend Kjærgaard Jensen ind i partiet igen:

– Vi har besluttet at eksludere Svend Kjærgaard fra partiet, og Venstre i Ølstykke kan ikke bare melde ham ind igen. Det kræver, at de sender en ansøgning til os, siger partisekretær Jens Skipper Rasmussen.

Det er Venstre i Ølstykkes formand, Claus Madsen, der i dagens udgave af Lokalavisen løfter sløret for planerne om simplelt hen at melde Svend Kjærgaard Jensen ind i partiet igen.

– Det er jo lokalforeningerne, der bestemmer, hvem der skal være medlem dér, siger Claus Madsen.

Men det afviser Jens Skipper Rasmussen, der heller ikke vil fortælle, hvad der sker, hvis Venstre i Ølstykke gør det alligevel:

– Det kan jeg slet ikke forestille mig, og jeg vil slet ikke tage stilling til det, før det reelt sker, siger Jens Skpper Rasmussen.

Han afviser også, at der på Venstres landsmøde i weekenden vil blive truffet beslutning om, man kan ekskludere en hel forening fra partiet, som Claus Madsen ellers har ment:

– Nej, det kan vi i forvejen, så der er der ikke noget nyt i, siger Jens Skipper Rasmussen.

Borgmester Svend Kjærgaard Jensen har ikke været at træffe for en kommentar.