KIF Kolding får stryg i første ligakamp med ny træner

KIF skulle rejse sig efter trænerfyring, men holdet led fjerde liganederlag i træk, da Ribe-Esbjerg vandt.

Lars Rasmussen, der midlertidigt passer trænerposten i KIF Kolding, måtte se sit mandskab tabe for fjerde gang i træk i Håndbold Ligaen fredag aften.
Lars Rasmussen, der midlertidigt passer trænerposten i KIF Kolding, måtte se sit mandskab tabe for fjerde gang i træk i Håndbold Ligaen fredag aften.

Efter nogle dage med blæst omkring KIF Kolding, skulle klubben forsøge at tanke selvtillid fredag aften i Håndbold Ligaen.

Fyringen af træner Lars Frederiksen tidligere på ugen betød, at assistenttræner Lars Rasmussen stod i spidsen for KIF til udekampen mod Ribe-Esbjerg.

Lars Rasmussen kunne dog ikke ændre stimen af nederlag, da Ribe-Esbjerg vandt opgøret 22-20.

Dermed led KIF sit fjerde liganederlag i træk, mens Ribe-Esbjerg skabte et øget forspring til netop KIF i ligaen.

Ribe-Esbjerg har 16 point for 20 kampe lige uden for placeringerne, der giver adgang til slutspillet.

Her ligger Sønderjyske i øjeblikket på ottendepladsen med 18 point for 19 kampe.

For KIF ser det endnu sortere ud på tiendepladsen, da klubben fortsat har seks point op til slutspillet og endda for en kamp mere end Sønderjyske.

Gæsterne var bagud 4-7 efter det første kvarter, men KIF kom tilbage i slutfasen af første halvleg, og i det sidste minut sørgede Andreas Flodman efter et kontraangreb for pauseføringen på 15-14 til KIF.

KIF kom foran med to mål i anden halvleg, men tre scoringer i træk i indledningen efter pausen bragte derefter Ribe-Esbjerg foran 17-16.

Hjemmeholdet øgede til 20-17 med et kvarter igen ved Rúnar Kárason og endte med at hente en sejr på to mål.

KIF meddelte i forbindelse med Lars Frederiksens stop, at klubben i øjeblikket undersøger markedet for ledige kandidater til jobbet som cheftræner.

Indtil klubben har fået ansat en permanent afløser for Lars Frederiksen, passer Lars Rasmussen jobbet midlertidigt.