
Angelique Kerber er den eneste tilbageværende spiller hos kvinderne i Australian Open med grand slam-titler til sit navn, men det holdt hårdt for den 30-årige tysker at komme forbi Su-Wei Hsieh i mandagens ottendedelsfinale.
Den useedede taiwaneser blev brudt allerede i kampens første parti, men den dårlige start rystede hun af sig og endte med at vinde første sæt 6-4.
I andet sæt fulgtes spillerne ad til 5-5, før det lykkedes Kerber at bryde til 6-5, hvorefter hun servede sættet hjem.
Tredje sæt blev derimod en ensidig affære. Kerber brød hurtigt sin modstander og vandt sættet med 6-2.
I kvartfinalen står den 17.-seedede Madison Keys fra USA på den anden side af nettet.
Keys, der i 2015 nåede frem til semifinalen i Australian Open, fejede mandag uden besvær den ottendeseedede Caroline Garcia fra Frankrig til side med sætcifrene 6-3 og 6-2.
Kampen varede 68 minutter, og Keys har endnu ikke afgivet et sæt i turneringen. Kampen mod Kerber, der vandt Australian Open i 2016, spilles onsdag.