
VM, Champions League, Serie A og Primera Division.
Det er nogle af de turneringer, som den brasilianske fodboldstjerne Kaka har vundet og kan se tilbage på i sin nu forhenværende karriere som fodboldspiller.
Kaka oplyser nemlig, at han stopper karrieren som aktiv ifølge nyhedsbureauet AP.
– Jeg vil gerne fortsætte i fodbold og have en anden rolle, men jeg vil ikke længere være professionel fodboldspiller, siger han ifølge AP til tv-stationen Globo.
– Jeg vil gerne være en del af en klub som træner, sportsdirektør eller en anden rolle mellem banen og klubben, siger han.
Kaka blev kåret til verdens bedste fodboldspiller i 2007. Siden han vandt den pris, er det kun Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, som er blevet tildelt hæderen.
Kakas mest succesfulde tid på banen var i årene 2003 til 2009, hvor han repræsenterede Serie A-klubben Milan.
Efterfølgende tog han til Real Madrid, hvor han befandt sig med blandet succes frem til 2013.
Der kan muligvis være en genforening i luften med Milan. Ifølge Kaka er Milan nemlig kommet med et tilbud om, at han kan tiltræde i en ny rolle.
Den italienske traditionsklub blev tidligere på året overtaget af kinesiske ejere og er i øjeblikket er i problemer i ligaen.
35-årige Kaka spillede sine sidste år i den amerikanske MLS-klub Orlando City SC.
Som landsholdsspiller nåede han 92 kampe, hvor han scorede 29 mål. Sammen med landsholdet vandt han VM i 2002.