Jyllinges nye helhedsplan er klar

Nye boliger, nyt bibliotek og et nyt halkompleks. Kommunen tænker stort i den nye helhedsplan for Jyllinge

Foto: Kenneth Tanzer

Ambitionerne fejler bestemt ikke noget i Roskilde Kommunes nye helhedsplan for Jyllinge.

Planen, som den 21. september offentliggøres med en fire ugers udstilling på Jyllinge Bibliotek, byder nemlig på 30-40 nye ældreboliger ud mod Lindebjergvej, et nyt bibliotek/kulturskole og endelig et stort hal-projekt for Jyllingehallerne.

Ifølge Roskilde Kommune, så bliver helhedsplanen opdelt i tre etaper frem til 2019.

Først kommer Jyllingehallens genopbygning/ombygning, derefter opføres de omtalte boliger, og i tredje etape kan man tage hul på opførelsen af det nye bibliotek/kulturskole.

Planen, som i øvrigt også byder på flere p-pladser og mulighed for at opføre endnu en multihal ved den nuværende svømmehal, møder opbakning hos byrådsmedlem Lars Lindskov (C), der også sidder som bestyrelsesformand for Jyllingehallerne.

"Denne plan er god og spændende. I mange år har vi i Jyllinge haft flere planer og visioner. De har været spredt rundt omkring bymidten, men nu får vi en overordnet plan, hvor de mange visioner er tænkt ind i en helhed," siger Lars Lindskov.

Planen byder også på de længe ventede arkitekt-tegninger af Jyllingehallerne. Her er der lagt op til en stor foyer, en tilskuer-venlig hal i niveau, en café, en administration, en lille hal og et åbent torv.

Spørgsmålet er bare, om økonomien i hallerne kan holde til det ambitiøse projekt.

"Lige nu rækker pengene ikke til at realisere de tegninger og det projekt, men vi arbejder på det. Vi har sendt flere ansøgninger i millionklassen af sted til fonde og puljer, og så må vi se, hvad der kan lade sig gøre, men planen for hallen er vi meget begejstret for," siger Lars Lindskov, som især er glad for placeringen af det kommende bibliotek/kulturskole.

"Vi (Jyllingehallerne, red) kom selv med forslaget i vores jubilæumskatalog. Heldigvis har kommunen lyttet til det i deres udarbejdelse af helhedsplanen. Vi har idræt og kultur som formål, og det får vi samlet ved at placere det lige overfor hallen, så det er vi meget tilfredse med," siger Lars Lindskov.