Jagten på den nye Michael Maze

Ølstykkehallen var lørdag og søndag vært for DM i bordtennis. Ølstykke-Slangerup BTK havde fået den ære at afholde DM Ungdom 2011. En stor turnering med over 200 deltagende klubber

Af Remy Pries-Brokmann fotos: Peter Rahbek

I 29 år i træk havde Ølstykke-Slangerup BTK en 14 dages lang træningslejr, som krævede mange ressourcer. 2009 blev den sidste, men i denne weekend fik Ølstykke-Slangerup BTK så afholdt et kæmpe stævne.

Klubben blev som forventet valgt efter at have søgt og klubbens formand Bjarne Ekman er da også glad for den positive omtale klubben og sporten får.

"Det er god reklame for sporten, og der er et godt højt niveau. Derudover er det er stort arbejde, men selvfølgelig også en indtægt. Målet med stævnet er da også at få folk til at få øjnene op for bordtennis som en sportsgren," siger han.

Selvom stævnet havde højt niveau, var der alligevel et par skader og afbud. Der var et par spillere til stævne i Holland, og Europas bedste tolvårige var skulderskadet og nogle juniorspillere, der ikke var med. På trods af det var herrernes U21 turnering rigtig spændende og single kampene var også med god fart.

"Selvfølgelig er det altid de ældste, der er de bedste," sagde Bjarne Ekman.

David Daubjerg Jensen og Elias Nielsen Hansen fra Ølstykke-Slangerup BTK var rigtig glade for at være med til stævnet i Ølstykkehallen. De synes begge godt om stævnet og Elias havde lært nogle nye servemetoder og fået mange gode tips. Selvom ingen af dem før havde været til et DM var de begge overbevist om, at dette DM var godt organiseret. De to drenge dyrker også andre sportsgrene end bordtennis, men begge havde bordtennis som favorit.

"Jeg kan bedst lide at arbejde selv og er ikke så meget for holdsport," sagde Daniel, der udover bordtennis også går til håndbold.

Stævnet kom i hus på grund af det store arbejde Bjarne Ekman har lavet for Dansk BordTennis Union. Han har trænet ungdomslandshold, arrangeret mange stævner og været til over 200 stævner i 10 lande.

"Hvis vi vil have noget, så får vi det. Altså man vil jo gerne have, at dem som har styr på det arrangerer stævnerne," sagde formanden.

Bjarne Ekman var meget tilfreds med stævnet, men ville også gerne sende en appel til danskerne. Efter hans mening er bordtennis en hård sport, som ikke får nok anerkendelse.

"Nogle mennesker tror bordtennis er let og bliver overraskede, når jeg fortæller dem om de skader man får af at spille det. Det kræver meget at spille bordtennis" sagde Bjarne Ekman.