Sjov, grin og leg. Det hører sig til, når børn sendes ud i fri dressur. Ligesom kys, kram og knus også gør. Men desværre ser det ud til, at ungerne ikke kan forvente at modtage den slags fysisk kontakt fra andre end familie og venner. For når de er i institution hele dagen, skal de ikke regne med at få en krammer.
De ansatte i daginstitutionerne tør ikke længere give børnene et knus. De har simpelthen ændret adfærd for at beskytte sig mod anklager om seksuelle overgreb, viser en ny undersøgelse fra fagforbundet FOA.
Et flertal af de ansatte mener, at deres adfærd over for børnene er påvirket af mediernes skriverier om seksuelle overgreb – og blandt mændene vurderer tre ud af fire, at de har ændret opførsel over ungerne. For eksempel er de mandlige pædagoger tilbageholdende med at give kram, da de er bange for, hvordan det kan blive opfattet af andre, og tager afstand fra børn, der bliver kærlige og vil kysse. Men det er ikke kun mændene, der oplever problemer i forbindelse med det øgede fokus på seksuelle overgreb mod børn, også de kvindelige pædagoger er begyndt at opføre sig anderledes – hver femte oplyser, at de har ændret adfærd.
Udviklingen er nem at forstå. En ud af 20 har oplevet, at en kollega er blevet beskyldt for seksuelle overgreb, og pressens dækning af sexovergreb mod mindreårige er helt sikkert med til at få pædagogerne til at tænke over deres opførsel. At man rent fagligt lige spekulerer over, om man kan risikere at sende de forkerte signaler, er helt fint, men problemet er, at pædagogerne over en bred kam vælger den fysiske kontakt fra. Og det er forkert. For kys og kram er vigtige for et barns udvikling, og det er uheldigt, at enkeltstående tilfælde skal ødelægge et naturligt forhold mellem børn og pædagoger.
Ungerne har nemlig et helt naturligt behov for berøring, og for de helt små er kontakten afgørende for både den fysiske og psykiske udvikling. Undersøgelser viser, at børn, der får meget kropslig kontakt, græder mindre, er mere nysgerrige og udvikler sig bedre intellektuelt. Berøring anses nemlig for at være decideret fremmende for barnets udvikling – og nogle eksperter sidestiller ligefrem behovet for fysisk kontakt med sult og tørst. På børnehjem i udlandet er der sågar eksempler på, at børn er døde af mangel på kropskontakt og opmærksomhed.
Så galt går det næppe herhjemme, men også Sundhedsstyrelsen påpeger betydningen af kontakt og samvær og betegner det som altafgørende for, at barnet kan udvikle sit følelsesliv og blive et menneske med selvværd og tillid til sig selv.
Derfor er det ærgerligt, at de mange timer, børnene befinder sig på institutioner, ikke bliver brugt til at skabe kontakt – af ren og skær angst for at blive beskyldt for urene tanker.
-abb.
