Indskifter redder Real Madrid fra pointtab i egen hule

Brasilianske Vinicius kom ind og scorede kampens eneste mål, da Real Madrid tog sæsonens anden etmålssejr.

Der er ikke meget stjerneglans over det spil, de spanske mestre fra Real Madrid har indledt sæsonen med. Men onsdag aften lykkedes det igen at slide sig til en etmålssejr.

Indskiftede Vinicius Junior blev matchvinder i det 65. minut efter lidt heldigt at have fået bolden i fri position, hvorfra han kunne sikre sejren på 1-0.

Dermed har mestrene syv point efter tre kampe, men endnu har holdet slet ikke vist et niveau, der berettiger et titelforsvar.

De forsvarende mestre var sløve til at komme i omdrejninger - og nåede det vel reelt aldrig helt.

De første 45 minutter viste slet ikke den niveauforskel, der burde være på de to hold.

Ganske vist havde Zinedine Zidanes tropper de fleste og største chancer, men det var også i en forholdsvis chancefattig halvleg.

Marcelo og Federico Valverde havde en stor dobbeltchance efter 11 minutter, mens Luka Jovic sendte en afslutning snert forbi krydset fem minutter senere.

Ellers havde favoritterne svært ved at dirke Valladolids kompakte og dygtige defensiv op.

Efter pausen var gæsterne tæt på at tage føringen efter små ti minutter, hvor Thibaut Courtois måtte diske op med en stor redning på et frit skud fra kanten af feltet.

Zidane brød sig da heller ikke om, hvad han så på banen, og han foretog kort efter tre udskiftninger.

Blandt dem var den unge brasilianer Vinicius Junior, og syv minutter efter sit indhop gjorde han sig selv til matchvinder.

Karim Benzema fik ikke kontrol over bolden i feltet, men via et par Valladolid-forsvarere endte bolden for fødderne af brasilianeren helt fri foran mål, hvor han let kunne sende bolden i kassen.

Real Madrid ramte slet ikke et niveau, hvor man sad med fornemmelsen af, at holdet var i kontrol, og gæsterne fik et par muligheder for at udligne.

Det lykkedes dog ikke, og Real Madrid kunne notere den anden etmålssejr efter at have vundet 3-2 mod Real Betis i forrige runde.